Fødsel og faderskab
Fødsel og Faderskab:
Forældrene er gift:
Er I gift, registreres fødslen og faderskabet automatisk 14 dage efter fødslen og I har fælles forældremyndighed. Der fremsendes automatisk en fødselsattest til moderens bopælsadresse.
Forældrene er ikke gift
Er I ikke gift, men ønsker I sammen at varetage omsorgen og ansvaret for barnet, skal I erklære dette på blanketten "omsorgs- og ansvarserklæring". Ved aflevering af denne blanket registreres faderskabet, og I får fælles forældremyndighed.
Dette kan ske på to måder;
1) enten ved aflevering af Omsorgs- og ansvarserklæring til Statsforvaltningen Hovedstaden før fødslen.
2) eller ved at aflevere en omsorgs- og ansvarserklæring til personregisterføreren inden 14 dage efter barnets fødsel. Afleveres den ikke inden 14 dage, sendes sagen til Statsforvaltningen der indleder en faderskabssag.
Omsorgs- og ansvarserklæringen, der kan downloades på www.personregistrering.dk eller fås hos personregisterføreren, skal udfyldes og underskrives af begge forældrene. Hvis blanketten sendes til kontoret, skal den ligeledes være underskrevet af to vitterlighedsvidner. Vitterlighedsvidner skriver under på at jeres underskrifter er rigtige og at dateringen af jeres underskrift er korrekt. Derfor skal datoen for jeres underskrift og datoen for vidnernes underskrift være samme dag, ellers er blanketten ugyldig. Blanketten kan også udfyldes og underskrives, af begge forældrene, på kontoret i overværelse af personregisterføreren, og i så fald er vidner ikke nødvendige. Aflevering af denne blanket medfører fælles forældremynidghed.
Har moren indenfor de seneste ti måneder været gift med en anden end barnets far, er separeret på fødselstidspunktet eller er en eller begge forældre under 18 år kan "omsorgs- og ansvarserklæringen" ikke sendes til personregisterføreren. I disse tilfælde skal sagen behandles af Statsforvaltningen.
Læs mere om registrering af fødsel og faderskab på portalen Personregistrering og om faderskab og fælles forældremyndighed på www.familiestyrelsen.dk
NB! For at sikre en hurtig og rettidig registrering bedes anmeldelser i alle tilfælde sendes/afleveres til personregisterføreren, Halfdansgade 6 - ikke til sognepræsten.